MEDLEMSFORDELE
Læs også:
Okay, jeg er kommet ind på Sidelinien via adressen sidelinien.dk. Jeg vil svare på et indlæg, men da jeg skal logge ind, får jeg at vide, at jeg først skal være registreret. Hvorfor det?
- Indgangsbønen
- Den lange version
- Sideliniens historie
Der er flere grunde,men den vigtigste er, at det navn, du vælger at bruge, når du debatterer (også kaldet et handle) dermed er beskyttet. Desuden har erfaring vist, at vi undgår en masse uønskede indlæg ved at kræve registrering.
Hvis jeg nu giver jer min emailadresse, sender I mig så en masse spam?
Kort og godt: Nej! Forummet sender dig en mail på din fødselsdag, hvis du opgiver datoen i dine personlige indstillinger. Her kan du i øvrigt også vælge slet ikke at modtage mails, hvis du ønsker det.
Er der noget, jeg ikke har lov at kalde mig?
Stort set ikke – men prøv at holde dig fra at bruge andre folks navn eller noget direkte anstødeligt.
Nu har jeg givet jer al informationen, men jeg kan stadig ikke skrive noget. Hvad er der galt?
Du skal først læse og svare på den mail, vi har sendt til den adresse, du opgav. Først når du har bekræftet din registrering, er der adgang.
Nu er jeg blevet bruger, og har svaret på det indlæg, jeg ville kommentere. Hvorfor ¤#*”§!! har I så slettet mit svar?
Der kan være masser af grunde. Frem for alt – læs Indgangsbønnen. Det er hovedreglerne, som vi redigerer forummet efter, og falder dit indlæg udenfor, så kan det blive slettet. Det kan også være, at dit indlæg er røget ud sammen med det,som du kommenterede. Hvis vi sletter et indlæg, så slettes de svar, der måtte være kommet, også.
Nu har jeg startet en tråd om noget, jeg har læst i avisen i dag. Hvorfor slettede I den?
Formentlig fordi der allerede var en tråd om samme emne – kig altid oversigten igennem, inden du starter en ny tråd.
Og nu har jeg lavet endnu en tråd. Hvorfor er mit indlæg så blevet flyttet ind midt i en anden tråd?
Fordi de to tråde handlede om det samme, er de af Debatredaktionen blevet samlet i en tråd. Så ved andre debattører også, hvor de skal svare. Du kan også komme ud for, at vi ændrer titlen på din tråd, hvis den er misvisende – vi arbejder en del for at gøre det hele mere overskueligt.
Nu er jeg træt af, at I piller ved mine indlæg. Jeg lavede et, hvor jeg tilbød folk at købe min gamle trøje, og nu er det i et helt nyt forum. Hvad skal det til for?
Vi har lavet de forskellige fora for at hold et minimum af orden. Vi tillader os derfor at flytte indlæg efter, hvor de rettelig hører til. Kun på den måde kan vi i længden overskue det hele.
Hvad er en PM?
PM står for Private Message. Hvis du har slået muligheden for at sende og modtage PM’er til i dine personlige indstillinger, så kan du øverst i højre hjørne se antallet af PM’er som er sendt til dig.
Hvad betyder de små blomster og figurer, der står ved folks navne?
De kulørte ikoner dækker over den givne debattørs registrering på et eller flere message boards. Klik på et ikon for at kontakte den pågældende debattør.
Hvorfor må man ikke skrive om politik på Sidelinien? Det er jo altid interessant!
Ja da. Men et sted skal vi sætte grænsen, og det er blevet ved politik – ikke mindst fordi det erfaringsmæssigt er noget, der kan hidse folk meget op. Det er desuden heller ikke helt rigtigt, for vi tillader politiske diskussioner af generel karakter (hvilket ikke er det samme som generaliserende).
Hvad står FAQ for?
Frequently Asked Questions – hvis der er noget, du undrer dig over, eller bare vil undgå at få et træt svar, så læs FAQ’en igennem inden du spørger om f.eks. hvor du kan downloade et FCK-logo til din mobiltelefon.
Jeg er inde at kigge på min profil, der hvor der står User CP. Jeg kan slet ikke overskue den liste med Options. Er der noget af det, der er vildt vigtigt?
Nej. Med valgmulighederne kan du ændre på, hvordan forummet opfører sig og ser ud for dig, men der er ikke noget, der ikke virker som udgangspunkt.
Hvorfor er så meget af det på engelsk?
Den software, vi benytter os af, er engelsk, og vi oversætter den løbende til dansk, men indtil dette arbejde er færdiggjort, er forummet sat til engelsk som udgangspunkt. Hvis man ikke generes af, at noget er dansk, og noget er engelsk, kan man under ”Options” i sit ”User CP” vælge ”Dansk” ved ”Forum Language”.
Hvorfor er der kun nogle, der kan vedhæfte billeder i deres indlæg?
Der er nogle få funktioner på Sidelinien, der er begrænset adgang til. Disse funktioner kan kun benyttes af medlemmer af FCKFC. Desværre (heldigvis!) kan teknologien i dag ikke automatisk fortælle os, hvilken bruger der er medlem, og hvilken der ikke er, så det kræver lidt arbejde fra både bruger og administrator. En vejledning findes på Sidelinien i forummet ”Spørgsmål og Information” under kategorien ”Fan Clubben”. Den er skrevet af ”Kerberos” og hedder ”Særlige medlemsfordele...”
Hvad kan jeg bruge en Buddy List til?
En Buddy List er dels beregnet til at holde øje med, om ens venner er på Sidelinien for øjeblikket, og dels kan man gennem sin Buddy-liste hurtigt sende PM’er til en eller flere på listen. For at åbne Buddy-listen skal du vælge den fra menuen Quick Links i menubjælken øverst på siden.
Er det der blablabla… ikke håbløst indforstået? Er det en lille eliteklub eller hvad?
Det er lige, hvad det er – men der er åbent for alle, så kast dig ind i samtalerne, hvis du ellers forstår, hvad der tales om.






