Turinfo18. July 2013FCK-fans kan følge politiet på Twitter under fodboldkampNordjyllands politi har bedt os om at videregive denne information til alle der tager turen til Aalborg.... Når AaB søndag 21. juli møder FCK på Nordjyske Arena, er Nordjyllands Politi igen klar på sidelinjen til at sikre ro og orden, så alle kan få en god fodboldfest. Og Nordjyllands Politi opfordrer FCKs fans til at følge politiet på Twitter. Omdrejningspunktet for ordensmagtens indsats er et såkaldt dialogkoncept – betjente i gule veste, der vejleder og anviser fans, så alle tilskuere får en fredelig fodboldkamp. Og i lige præcis den sammenhæng betjener politiet sig nemlig også af det sociale medie, Twitter. Det hurtige medie benyttes som et dialogredskab, og derfor håber politiinspektør Marianne Vestergaard-Lau fra Nordjyllands Politi, at masser af FCK-fans vil benytte lejligheden til at følge den nordjyske ordensmagts Twitter-profil på søndag. ”På Twitter giver vi opdateringer om situationen i byen før, under og efter fodboldkampen, og alle fans kan læse, hvad vi har budskaber til dem, fx hvilke ruter de skal gå,” siger politiinspektør Marianne Vestergaard-Lau, og hun tilføjer: ”Vi ønsker jer alle en god kamp. Velkommen til Aalborg.” Marianne Vestergaard-Lau understreger dog, at man ikke kan anmelde forbrydelser via Twitter. Det foregår via 114, politiets hjemmeside eller personlig henvendelse. Ved akut brug for hjælp ring 112. Man kan følge Nordjyllands Politi på Twitter via dette link: https://twitter.com/NjylPoliti Nordjyllands Politi oplyser, at det under kampen primært betjener sig af disse hashtags: #politidk #aab #aabfck #fck – hashtags er en slags søgeord, der skrives sammen med de enkelte tweets, så det er nemmere at finde tweets, der relaterer sig til de emner, man interesserer sig for. Om TwitterTwitter er et informationsnetværk, hvor brugerne i realtid er forbundet med de seneste historier, idéer, holdninger og nyheder om emner, brugerne finder interessante. Kernen i Twitter er små udbrud af information kaldet tweets. Hvert af disse tweet kan være op til 140 tegn langt, så man skal kunne fatte sig i korthed på Twitter. Brugerne på Twitter følger hinandens tweets og deler hinandens tweets.