William Kvist

Er du god til at lave mad?

Det er sjovt du spørger, for jeg har en påmindelse på min tel- efon, hvor der står, at jeg gerne vil blive bedre til at lave mad. Jeg elsker god mad. Og før vi fik min søn, der var vi tit ude at spise. Jeg blev faktisk kaldt Mr. AOK, sidst jeg var i FCK, fordi jeg vidste ligesom, hvad der foregik, og hvor jeg havde været henne på de sidste restauranter. Jeg kan lave en rigtig god risotto, hvilket er min hofret, men jeg må sige, at jeg er ikke så dygtig, som jeg gerne vil være. Så det er faktisk et område, jeg håber at kunne forbedre med tiden. Så vil sige, at jeg kan ‘the basics’.

Hvem laver maden hjemme hos jer?

Jamen nu er det sådan at vi får sådan en madkasse fra årstiderne og det er sådan rimeligt enkelt at gå til. Da vi boede i England fik vi også sådan en kasse med gode, friske økologiske råvarer. Så det er så enkelt at gå til, at vi faktisk bytter lidt. Jeg kan godt lide at sætte noget musik på og så bare stå i min egen verden og lave mad. Det kan jeg faktisk godt lide. Så det blander vi lidt, der er kønsrollerne ikke sådan defineret. Og så er jeg tit væk jo, så der kan vi godt lide at hente noget god take away mad, det kunne være sushi, indisk eller thai mad.

Hvad er din livret?

Årh, der er mange ting. Altså hvad er ikke godt? En rigtig god risotto, jeg selv kan lave, det syntes jeg er noget af det bedste. Eller en fantastisk pizza, med et godt glas rødvin til, syntes jeg også er rigtig lækkert. Bøf bearnaise, jamen der er så mange lækre ting. Og hvis jeg skal sige en ting, som er rigtig velsma- gende, så kunne det være en tournado rossini med stegt foie grass oven på, dét er ikke dumt

Hvad er din dårligste vane?

Det kunne godt være, at jeg stadigvæk bider lidt negle. Jeg har forsøgt at lade være, men det syntes jeg er svært. Og så kan jeg godt lide, at tage et ekstra stykke kage, eller et ekstra stykke slik. Jeg er ikke den tyndeste i truppen, lad mig sige det på den måde.

Hvilke fritidsinteresser har du?

Man kan sige, at der står to, nej tre ting på. Jeg er én, der gerne vil have det bedste ud af livet, så også med det her fodbold og alle de rejsedag, vi har, så er jeg væk et godt stykke over 100 dage om året. Så det er hver tredje dag jeg er væk fra familien.

Så prioriteten ligger hos min dreng og min kone. Derefter også mine venner og resten af min familie, som også har en stor prioritet. Jeg elsker det der sociale samvær. Og derudover så prøver jeg at efteruddanne mig en lille smule, altså jeg har jo en HA Bachelor fra CBS. Jeg er også i gang med at se, for benene varer jo ikke for evigt, hvad skal der ske bagefter fodbolden. Så er jeg bestyrelsesmedlem i B93. Jeg har nogle små workshops med min mentaltræner, jeg har et forløb med en filosof, så jeg prøver at spore mig ind på, hvad er jeg for en type, og hvor jeg kunne få mest ud af det, hvis jeg skulle ud i det private erhvervs- liv engang.

Derudover, når jeg så endelig har min tid, så vil jeg sige, at så handler det om at finde noget ro. Jeg mediterer og det tager jeg som en stor nydelse for mig, når jeg har fri, faktisk at kunne få ro på. Og det kunne også bare være at sidde på Værnedamsvej med en kop kaffe, hvilket jeg gjorde forleden dag og bare sidde og kigge på ‘livet’ og den ‘buzz’ der ligesom er dernede. Og så kan godt lide at læse en bog, når jeg har tid til det.

Hvad betyder København for dig?

Det er sjovt fordi, jeg kunne forestille mig, at for nogen, der betyder steder måske ikke så meget. Men for mig betyder København rigtig meget, i den forstand at, det er her fra min verden går. Så det med at føle sig hjemme og føle sig tryg, ikke tryg som i, at ‘jeg er bange for alt andet’. Jeg elsker at cykle rundt i København og følge med og opdage at der er kommet en ny butik dér og den nye metroring, hvilke muligheder gir det for byen. Altså jeg lever mig ind i byen. Jeg følger meget med i res- taurantmiljøet og hvad sker der dér.

Jeg kan huske, at da jeg flyttede herfra og tog til Stuttgart, der var jeg nærmest helt elektrisk når jeg kom tilbage. Og jeg har det sådan, at jeg er meget visuel, så når jeg cykler rundt i Køben- havn og ser dén eller dén bygning. Så husker jeg alle de minder, jeg har om det. Det kan være det første kys eller dér håbede jeg engang, at jeg skulle have en lejlighed eller lignende. Altså ens minder er jo det dyrebareste man har, så når jeg cykler, kører eller går rundt i byen, så går jeg rundt i ‘mit liv’. Så selv da jeg var i Stuttgart, selv da jeg var i London, eller i Wigan, så kunne jeg mærke, at mit centrum gik ud fra København. Så derfor betyder København meget for mig, og det vil altid være en speciel by. Det vil altid være mit sted, som jeg vil vende tilbage til. Ja, jeg er stolt af København. Jeg har været mange steder, og der er få steder, der slår København.

Hvor gammel var du, da du begyndte at spille fodbold?

Jeg mener jeg var seks år, da jeg begyndte at spille i en klub fast. Det var i Rønne på Djursland. Vi flyttede herover, da jeg var 8 år. Og jeg har altid dyrket meget sport, fodbold var én af tingene. Badminton, håndbold og svømning, de tre ting og så fodbold- en. Min mor sagde, at jeg var enormt fokuseret på det fysiske som barn, og jeg talte ikke før jeg var næsten to tror jeg, fordi det var så spændende at bruge kroppen.

Hvilken position spillede du som ungdomsspiller?

Jeg spillede lidt forskelligt. Altså da vi vandt danmarksmester- skabet med KB som lilleput, der spillede jeg angriber, fordi jeg var hurtig. Jeg har også spillet højre kant meget, ligesom jeg har spillet central midt. Jeg syntes selv, at det har været midtbanen som har været ‘min’ position.

Du spillede højre back i FCK og så meldte du ud, at du ikke ville spille back mere. Hvad er historien om den beslutning?

Jamen, det er én af de beslutninger i mit liv, som har formet mig, tror jeg. Altså som ung spiller og få at vide af Ståle og landstræ- neren, at hvis du fortsætter her (på højre back), så kan du ende i udlandet, tjene gode penge og spille fast på landsholdet. Og jeg syntes faktisk også selv, at jeg gjorde det godt på højre back. Lars Jacobsen var lidt ude af holdet i den periode, så det var sådan lidt wauuv. Og det har givet mig enormt meget at spille det halve år som back, i den forstand, at jeg begyndte at komme med som fast mand omkring landsholdet, jeg var med i Sydaf- rika til VM, som også gav mig et boost. Derudover, så gav det mig en masse kampe i FCK på et hold som var rigtig godt. Det var med Gravgård, Linderoth, Allbäck og de dér, så det gav mig en masse rutine. Men jeg har altid haft målet om, at slå igennem på den centrale midtbane, det var ligesom der jeg følte, at jeg hørte hjemme. Jeg følte, at jeg derinde kunne være med til at bestemme noget, være med til at ‘gøre noget’ og gøre de andre bedre, hvilket jeg ikke følte jeg kunne i samme grad på højre back. Der ude ligger du lidt mere alene, du skal ligesom gøre nogle andre ting.

Jeg diskuterede det her rigtig meget med min mentaltræner, som jeg også arbejdede med på det tidspunkt, så han var med i hele det forløb. Og det var ikke fordi han talte imod det, han ville ligesom bare sige, ”jamen William, er det dét du vil, så gør det’. ‘Men er det dét du vil?” Og der kan jeg huske, der var en udekamp mod AaB, det var egentlig en intens kamp og vi vin- der til sidst, så en god kamp. Og midt i anden halvleg, der løber jeg ude på højre back og tænker bare, ”hvad fanden laver jeg herude?” Altså, det var ikke det, jeg ville. Jeg kan da godt se, at jeg havde speeden, fysikken og indlæggende, så der var rigtig meget, der kunne lykkedes som højre back, men jeg ville have været bange for ikke at være glad. Heldigvis var Ståle meget for- stående og spurgte ”er du sikker?”. Det tænkte jeg så over en ekstra gang, og det var jeg sikker på. Dette gav mig så noget energi og noget benzin til, at jeg skulle lykkedes med det, for det var jo ikke sikkert, at jeg kunne spille mig på, på den centrale midt.

Og vi havde jo ikke siddet her i dag, hvis jeg var endt i én el- ler anden 2. divisionsklub og spillet central midt, så var det jo måske kommet til at se dumt ud, at jeg tog den beslutning, men i dag er jeg rigtig tilfreds med, at jeg traf den beslutning og ‘gik mine egne veje’ og traf mit eget valg. Så det var et vigtigt valg, jeg tog tidligt i min karriere.

Hvilken betydning har KB/FCK haft for din udvikling?

Jamen det kan ikke siges klart nok. Det har betydet rigtig meget. Altså som du kan høre, så er jeg lidt af en nostalgiker. Og de baner vi træner på i dag, det er de samme baner som jeg rendte rundt på, da jeg var otte år, så det giver mig stadig en enorm værdi. Så det har været et fantastisk udviklingssted. Jeg hørte engang et udtryk, at nogle rejser i rum, andre rejser i tid. Og jeg rejser i tid, i den forstand, at jeg kan godt lide at være i det samme rum, hvor jeg føler mig godt tilpas. men tiden kan sagtens flytte sig, så det er nogle andre oplevelser. Så KB har bare altid været min base. Så engang imellem, så sniger jeg mig stadig over i ‘Qvisten’ og kigger ud på svømmepoolen. Det er jo en dejlig klub.

Hvilke styrker har du som spiller?

Altså, nu har vi snakket ungdomsår. Jeg har altid følt mig lidt un- derlegen i ungdomsårene. Jeg har altid spillet på førsteholdet og på ungdomslandsholdet, og jeg er næsten altid startet inde. Alligevel har jeg altid haft en følelse af, at jeg har manglet en træner som kunne italesætte, hvad er det egentlig, du er god til William. For når I ser mig spille, så er det jo ikke mig, der spiller med hæl og tå, dribler ti mand osv. Og der tror jeg, at jeg har manglet én der sagde til mig: ”William du kan en masse andre ting”. Jeg kan ikke engang lave et trick når jeg jonglerer med bolden. Og det er klart, at nogle gange som ungdomsspiller har jeg tænkt, ”jamen, hvad er det så egentlig jeg kan?” Derfor har jeg også arbejdet meget på, bl.a. med min mentaltræner, hvader det egentlig er, jeg kan. Og der er der nogle helt basale ting. Jeg har eksempelvis en god grundteknik.

Jeg taber sjældent en bold, og jeg syntes selv, jeg er sikker i mine pasninger. Jeg har en god fysik og efterhånden har jeg også fået opbygget en enorm erfaring. Så på mange områder er jeg jo sådan en all- round spiller.

Jeg er også enormt dygtig til at passe på mig selv i forhold til skadesforebyggende, i forhold til a komme ned og styrketræne. Jeg har en enorm disciplin, og jeg er aldrig skadet. Så jeg får rigtig meget ud af mit talent. Så jeg er god til at optimere netop dét talent jeg har. Og så har jeg udviklet mig til at være en god leder.

Har du nogle ritualer før en kamp?

Jeg har en rytme, som jeg gerne vil have, det er dog ikke et rit- ual, som hvis det ikke sker, så går det dårligt. Og min rytme har skiftet gennem årene. Men jeg har helt klart et forløb, hvor jeg gerne vil have at tingene, de sker bum bum bum. I dag kan jeg være sammen med min lille søn, to timer før kampstart, hvor det godt kan være lidt hektisk, tage mit jakkesæt på, ind i bilen og i Parken, og så er jeg klar. Så det har jeg tillært mig. Så ingen ritualer, men en rytme som jeg ved gør mig bedre. For eksem- pel har jeg en lille lydfil, som jeg sætter mig ud på toilettet og hører, gerne før hver kamp. Det er en lille lydfil, som er sådan noget visualisering er nok den bedste beskrivelse, som visual- iser en masse ting, får mig op i det rigtige gear og ”wauv, kan du huske den kamp.” Ser en masse aktioner, hvor jeg gør tingene på den måde, som jeg gerne vil have, at jeg gør dem, hvilket gør for mig, at det er nemmere at komme ud på banen og gøre det igen. Og det bruger jeg meget, da det påvirker mit sind, og når jeg så kommer derud, så har jeg en fed fornemmelse. Så vil hellere kalde det en performance booster, som jeg bruger.

Når vi skal på banen til opvarmning, så løber jeg ud som den første, for så ved jeg, at så er jeg klar, så det kan du jo godt kalde et ritual. Så ud først og vise, at der er energi på, så det er jo en rytme for mig, som får mig det rigtige sted hen.

Ligesom når der er fløjtet til halvleg, så lunter jeg også helst ind, for at vise overskud over for mig selv. For det kan godt være, at vi har spillet 45 minutter, men hey, jeg lunter sku’ lige ud.

Hvordan og hvornår kom kontakten til FCK igen efter dit ophold i udlandet?

og det samme med Johan Lange herhjemme, som jeg også hele tiden har haft en god kontakt til. Men det er klart, at den sommer jeg skifter hjem, blev det selvfølgelig intensiveret. Jeg var ikke selv bevidst om, at jeg skulle hjem på det tidspunkt, for jeg var egentlig klar til at ville have givet det et forsøg mere i ud- landet. Men da Ståle sådan mere konkret siger, at der er faktisk en mulighed, så kunne jeg mærke, at tanken voksede med mig over lidt tid. Så det var egentlig ikke meningen fra starten af, men det blev det helt rigtige kan man sige. Jeg ville i hvert fald ikke hjem og blive en fesen version 2.0.

Der snakkes en del om kulturen i FCK, kan du prøve at sætte nogle ord på hvad det er for en kultur?

Nu har jeg ikke været i andre danske klubber, heldigvis, så jeg kan ikke sige det i forhold til det. Men jeg kan sige, at FC København er det tætteste, du kommer på en international klub i Danmark, på godt og ondt i den forstand, at vi bringer udlændinge til holdet og der er et klart koncept om, at der skal sælges spillere. Der er også et klart koncept om, at vi også er en forretning, hvilket man kan syntes om, hvad man vil, men den kultur der er, det er en vinderkultur. Og hvad kendetegner så en vinderkultur? Jo, vi stiller enormt høje krav til hinanden, og vi ved godt, at de der ikke lever op til kravene, de er her heller ikke mere. Så det er ikke en social klub på dén måde.

Vi har også en rigtig god omgangstone og i forhold til andre klubber, jeg har været i, så har vi en fed kultur. Så vi er gode til at være kammerater og der er helt sikkert også nogle som er reelle venner, men det er en performance klub og folk har ambitioner her. Folk er ikke nødvendigvis tilfredse med at spille i FC Køben- havn, nogle vil også videre, hvilket er accepteret. Derfor stiller vi til træning enormt høje forventninger til hinanden, ligesom vi gør til kampene.

Det betyder, at det staff som er omkring holdet også er seriøse og stiller høje krav. Og det giver nogle gange en meget ligefrem kultur, hvor der skal leveres hver dag. Ståle sagde på et tid- spunkt, at vi er ikke en procesklub, vi er en performanceklub. Vi har ingen problemer med at sige vi er favoritter, når vi er det. Vi har ingen problemer med at melde ud, at vi skal være mestre syv ud af de næste ti år.

Så det som Ståle har gjort rigtig godt og som han er god til, det er at tætne gruppen og han er rigtig god til den mandskabspleje, som skaber den kultur. Han har formået at gøre, så man føler sig mere som et hold, og vi føler os mere sammen, end man eksempelvis gjorde i Stuttgart, hvor jeg følte mig meget ensom og meget alene i at skulle levere selv.

Og så de folk han har omkring sig. Jeg vil også nævne Anders Storskov som en af kulturbærerne, ligesom Jesper Larsen og Per Wind. De ved, hvad det handler om, de har været her rigtig længe og prøvet det i så mange år. Så der bliver joket, givet kræmmere og alt det der, men man ved også godt, at hvis ikke du leverer, så kan du ikke være her. Og det kan godt være en hård kultur, men det gør også bare, at du holder dig på tæerne. Og det er fedt, for som sagt, så vil jeg gerne have det meste ud af livet. Og jeg elsker det miljø som er kærligt og der skal leveres, det passer mig rigtig godt.

Du er den spiller i FCK’s historie med flest kampe. Hvad betyder det for dig, at have den rekord?

Siden jeg var otte år og begyndte at få billetter til at komme ind i Parken, har jeg jo siddet der og kigget på en masse store spillere spille inde i Parken. Hvis du kombinerer det med, at jeg som ungdomsspiller ikke syntes jeg var verdens bedste og tænkte, om jeg nogensinde kom til at spille derinde, så hvis jeg kunne sige til den lille dreng, at du når faktisk flest kampe for det hold her, som er Nordens største klub, spille for landsholdet, så ville jeg nok sige, ”Arhh”.

Jeg er enormt stolt over det. Jeg kan huske, at jeg sad nede i Stuttgart engang, hvor vi var i pokalfi- nalen mod Bayern München, hvor de sagde, at vi kunne skrive historie, hvis vi vinder pokalen og jeg bare tænkte ”jeg er sgu da ligeglad med om en eller anden skriver, at William Kvist har vundet pokalen i den tyske pokalfinale. Men dét jeg godt gad, det var at nå Hjaltes rekord. Og igen, det er et sted hvor folk de kender mig, og jeg kender dem. Jeg vil også gerne være den, der vinder flest danske mesterskaber i historien, fordi FCK og Danmark, er på en eller anden måde min kampbane. Jeg har ikke formået, ligesom Zlatan, der siger han vil have hele verden, jeg kan godt nøjes med København og med Danmark. Og det er jeg da enormt stolt over. Så det betyder rigtig meget, det er en ting jeg altid vil tænke tilbage på med glæde.

Hvad er din største oplevelse som fodboldspiller?

Der vil jeg gerne nævne to. Altså, der var en aften i Parken, hvor vi slår Rosenborg, i kvalifikationen til Champions League. Den kamp var for holdet og klubben et vigtigt skridt tilbage til, lad mig sige det på den måde, det var raketskuddet til den der fantastiske sæson 2010-2011. Og det var for mig personligt, lige i starten, hvor jeg spillede fast på den centrale midtbane med Claudemir, og havde vi ikke kvalificeret os til Champions League der, så er jeg ikke sikker på, at jeg var endt i Stuttgart. Jeg var måske nok kommet ud i Europa, men måske ikke den tur til Stuttgart.

Så på alle mulige måder var kampen ligesom vigtig for mig. Jeg kan huske følelsen efter kampen at være central på et hold, i min hjerteklub, som skulle spille Champions League. Det var mange ting der gik op i en højere enhed den aften. Den anden var, at jeg vandt Danmarksmesterskabet for efter- skoler, hvor jeg var anfører på holdet. Jeg gik på Haslev Idræt- sefterskole. Den fornemmelse at spille finalen, som vi vandt og det som fodbold handler om, at jeg spillede sammen med mine kammerater, for vi havde ét skud i bøssen, for året efter der var det nogle andre, der spillede der. Den kampiver jeg så i øjnene på mine holdkammerater, altså, det var en stor fornøjelse at få lov til at opleve, hvad fællesskab kan gøre ved os folk.