Badedyr eller ej?
Vi er en Fan Club for alle fans, både dem der har en fest med badedyr i 13. minut af sidste hjemmekamp i sæsonen, og for dem der mener at badedyr bør skiftes ud med arbejdshandsker.
Vi har på intet tidspunkt opfordret folk til at lade være at medbringe badedyr, ej heller har vi ønsket at bestemme hvordan en sæsonafslutning skal forløbe. Af flere grunde, blandt andet fordi vi ikke er sikre på at kampen fredag overhovedet bliver sidste hjemmekamp i sæsonen, plus at vi har mærket splittelsen omkring hvilke signaler folk ønsker at sende som afslutning på denne sæson.
Vi har alene udtalt at vi ikke opfordrer direkte til det, men at vi vil lade det være op til den enkelte hvordan de synes denne sæson skal rundes af.
Igen skal det understreges at Fan Clubben aldrig har stået som arrangør af dette event, og derfor har vi hverken magt til, eller intentioner om at afskaffe det, eller bestemme hvad folk skal gøre.
Til sidst vil vi gerne slå et slag for mangfoldigheden. Der findes virkelig mange forskellige måder at være fan på, og vi respekterer dem alle. Om man har været med siden 91, eller siden sidste uge, om man ser kampene fra sofaen, eller om man bruger alle weekender på at rejse land og rige tyndt, er man stadig fan af vores allesammens F. C. København.
Når det så er sagt, ønsker vi jer alle en god sommer, og vi ser frem til at tage hul på en ny sæson i efteråret.