FCK-samler

Mød en FCK-samler

Foråret har endnu ikke vredet sig fri af vinterens kulde og den grå himmel med tilhørende småregn. Det er kun de spæde grønne skud på byens træer, der trods alt bekræfter, at vi skriver 16. april. I timerne før den anden kamp i Mesterskabsspillet mod Viborg FF mødes jeg med Kasper Maes på det aldrende sidegade-værtshus Holstein Bodega et stenkast fra Parken.

Kasper er bedre kendt som The Copenhagen Card Collector og bestyrer af websitet thecopenhagencardcollection.dk, hvor man bliver mødt af introduktionen: ”Du vil her på siden kunne finde billeder af 99% af alle fodboldkort og stickers med F.C. København på tværs af alle kendte serier.” Derfor tager vi en snak om at samle på FCK-fodboldkort i den dæmpede belysning på beværtningen, akkompagneret af et par pilsnere fra fad.

Hvornår blev du FCK-fan?

”Min far og farfar tog mig med til B1903’s kampe allerede som dreng. Jeg kan ikke rigtig huske de første FCK-kampe, men i teorien må jeg have været med siden 1992. Der var ikke rigtig noget valg, jeg er født ind i det og har altid set kampe med min far, helt frem til i dag.”

Hvordan og hvornår kommer du i gang med at samle på FCK-fodboldkort?

”Jeg har nok altid haft lidt samlermani, som så mange andre. Jeg samlede også som barn på de her Dandy-fodboldspillekort fra VM ’86, men kom fra det igen. I 2014 kom min ældste søn og ville samle på VM-fodboldkort. Jeg blev jo bidt af det.

Det endte med, at jeg nærmest overtog samlingen. Umiddelbart derefter opdagede jeg, at samlekort i USA var noget helt andet end herhjemme. Så efter et par år tænkte jeg: ”Hvorfor samler jeg ikke på FCK-kort?” Derved startede samlingen op for cirka syv år siden. Kort efter var der det her FCK Experience i shoppen, og jeg var vildt skuffet over, at de kun havde to kort liggende, som ikke engang var fra FCK’s egen serie. En katastrofe, tænkte jeg, så det var bare med at komme i gang og få det hele samlet ind. Der var jo en del kort, jeg ikke havde samlet, da de udkom, så det var lidt en udfordring.”

FCK Premiere er FCK’s egen kortserie fra 2001/02 Hvordan finder du frem til kortene, og hvor mange har du?

”På Ebay, DBA og især Facebook. Så lærer man stille og roligt nogle mennesker at kende. Man møder folk, som så kender andre folk, og så får man fat i nogle ting. Der er et ret stort community for fodboldkortsamlere. Det er vokset meget de sidste par år, især under corona.

Jeg har nu omkring 500 forskellige FCK-kort. Men jeg samler også kort med FCK-spillere i andre trøjer. Der har jo ikke været FCK-kort i mange år, så jeg var nødt til at samle et eller andet. Det har for eksempel været kort med Delaney eller Cornelius.”

Hvad er det, som er interessant ved fodboldkort?

”Jeg opdagede, at det faktisk er meget afstressende at sidde og rode med de her kort. Man kan lige få lagt det daglige arbejde til side ved at sidde og sortere lidt. Kortene fortæller deres egen historie. Hvis man kigger på de første FCK-kort fra 1995-96, så er legender som Lars Højer med, men også spillere som Morten Nielsen, Stefan K. Hansen og Carsten Hallum, som få husker i dag, men som var store talenter dengang. Det er jo sjovt at se.

I dag er markedet lidt af en jungle. Sidste år begyndte jeg at samle Daramy-kort, fordi de udkom for første gang. I alt 200 forskellige versioner. Der er så et basis-kort, som også kommer i en rød version, i en blå version, en nummeret version, en first-edition, en chrome-version, en japansk version, og så videre.

Det er stort, indviklet, og en kæmpe pengemaskine. De udgiver så mange serier, at man tror, det er løgn. Det amerikanske selskab Tops har nu rettighederne til UEFA Champions League, Europa League og så videre, og de udgav den første række af Champions League-kort for et par uger siden, og her var FCK med. Det er første gang i flere år, der kommer nye FCK-kort. Så jeg fik travlt. De kan ikke købes i Danmark, kun online, og koster forholdsvis meget. 67 kroner for en pakke med ti kort, og det er endda i den billigere ende af amerikanske fodboldkort.

Du kan få et autograf-kort med Messi eller Haaland, der virkelig koster kassen. De udkommer selvfølgelig i mange versioner. Den her nye serie fra Tops kommer for eksempel i hvid basis-version, og i lilla, som der kun udsendes 30 styk af. Så er der 25 styk af en orange version, 10 styk af en sort, 5 styk af en rød, og 1 i en gullig farve, og så videre.

Derfor har jeg travlt, for jeg vil jo gerne have alle FCK-kort, så vidt muligt.”

Hvad er det dyreste kort, du har købt?

”Jeg har ikke købt noget specielt dyrt. Måske for et par tusind. Det er niveauet for FCK-kort. Men der bliver solgt fodboldkort til over en million kroner. Gamle kort med Pelé er meget bekostelige. Ligesom nogle af Haalands første Salzburg-kort, og især dem, som er nummeret lavt, de er en formue værd.

Rookie-kort, altså spillernes første kort, er noget amerikanerne går vildt meget op i. Det stammer selvfølgelig fra deres baseball-traditioner. Alle ved, det er her, pengene er, så markedet går amok, hver gang der kommer en ny, de tror bliver til noget. Rasmus Højlunds helt almindelige Panini-sticker fra Italien er allerede blevet rimelig dyr, den koster nu 15-20 dollar. Det er også min udfordring med de her nye kort. Tops har valgt at tage unge FCK-spillere med. Netop fordi vi har et stort rookie-potentiale.

Sjovt nok blev Midtjylland ikke valgt, dengang de var i Champions League. Men Tops har fornemmet den hype, der var om vores Champions Leauge-hold, så de har helt bevidst valgt Roony og Clem, samt Isak og Hákon, og endda Noah Sahsah, som nærmest ikke har spillet. Alle fem har fået et rookie-logo. Hvilket gør, at de amerikanske samlere er gået helt amok. De tror, Roony er den næste Messi. Så man kan ikke få hans kort til almindelige penge. Hvilket er irriterende, når man nu bare gerne vil have en komplet FCK-samling.

I USA sender de også deres kort til ’grading’. Det vil sige firmaer, som verificerer kortets ægthed og giver dem en karakter på en skala fra 1-10 om, hvor pænt det er. Så anbringes det i en lille plasticæske, med karakter og informationer på, og så stiger det en hel masse i værdi. Det sker allerede nu for de bedste Roony-kort.”

Nyt Tops-kort med Roony og signatur. Rookie-logoet (RC) virker som en rød klud på især amerikanske samlere. Som en krølle på det kan det nævnes, at Roony’s første rigtige kort i 1/1 varianten (dvs. der findes kun det ene), og som er ”graded” (standen er vurderet) af markedets førende firma (PSA) til 10, som er højeste mulige karakter, og som betyder at kortet i princippet er fejlfrit, står til den nette sum af 20.000 dollars!

Hvad er de sværeste kort at få fat i?

”I de danske serier har der været nogle særlige kort, prøvetryk, som aldrig har været i nogle pakker. Det er lykkedes mig at få fat i dem, men jeg har faktisk ikke lagt dem op på hjemmesiden. Det er blandt andet et Bolaños-kort og et Wiland-kort. Det er ikke synderligt værdifuldt, fordi der er så få hardcore FCK-samlere, men de var svære at få fat på. Og så er der de amerikanske, der mangler jeg jo stadig alle de kort, der er nummeret til 001, de er ikke til at opdrive.

Man kan også nævne den pirat-serie, der kommer fra det græske firma Golden Shop. De har mere eller mindre bare stjålet Paninis billeder og udgivet dem selv. Kortene blev produceret i en meget dårlig kvalitet. Dem har jeg fået fat i via en græsk kontakt.”

Hvordan ser du fremtiden for denne hobby?

”Altså, jeg håber jo altid på, at FCK igen vil udgive deres egen serie. Det kunne være så godt. Men jeg tror, de brændte fingrene lidt tilbage i 2001. Det er min fornemmelse, at kortene måske var prissat lidt for højt, men det var faktisk en superfed serie. De var meget foran tiden med autografer og udklippede trøjer, og så videre. Men vi bliver jo flere og flere, der samler. På Facebook er der rigtig godt gang i salg, køb og bytte. Vi er gået fra 300 til 3.000 medlemmer af gruppen på et par år, så det skal jo nok blive ved.”