Generalforsamling 2026

Årsberetning 2024

Læs hele formandens beretning fra F.C. Københavns Fan Club's generalforsamling 2025

Kære medlemmer,

Velkommen til F.C. København Fan Clubs årlige generalforsamling. Vi sætter stor pris på, at I er mødt op, da generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Det er her, man har mulighed for at fremsætte forslag og påvirke sammensætningen af fanklubbens bestyrelse. Tak, fordi I er kommet.

Lørdag den 17. august 2024 var en stor dag i klubbens og FCKFC’s historie – dagen, hvor F.C. Københavns kvindehold spillede deres første officielle ligakamp. Det var en dag, vi havde set frem til med stor spænding og glæde. Vi brugte foråret på at finde frivillige, der ville hjælpe os med at opbygge en fanscene om det kommende kvindehold og fandt heldigvis et hamrende godt hold. Vi har brugt tid på at lære hinanden at kende, udvekslet drømme og ambitioner og forberedt os så grundigt vi nu kunne, mens vi hele tiden ventede på nyt fra F.C. København alt fra farver til hvor kampene skulle spilles. Der er blevet malet bannere og trommer, syet flag og skrevet sange. Det hele kulminerede en smuk solskinslørdag i august med fuldt hus på Vanløse Stadion, en masse mål – og vigtigst af alt: de første tre point af mange i en stærk første sæson i 2. division, som også i skrivende stund har kastet en pokalsemifinale af sig. Forhåbentlig betyder det, at vi i 2025 kan fejre den første oprykningsfest i F.C. Københavns historie.

Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sende en særlig tak til de frivillige, der meldte sig under fanerne, da vi rakte ud. Selvom læringskurven til tider har været stejl som en bjergetape i Tour de France, er I gået til opgaven med oprejst pande og en enorm energi! Vi ville ikke have kunnet rykke så meget på denne front uden det store arbejde, I har lagt for dagen. Vi er sikre på, at de grundsten, I har været med til at lægge, har dannet et solidt fundament, som der kan bygges videre på de kommende år. Vi håber, at fanscenen omkring kvindeholdet vil følge samme udvikling som selve holdet – nemlig mod toppen!

Hvis vi vender blikket mod herreholdet, blev det desværre en skuffende sæsonafslutning i sommer, der kun kastede en tredjeplads af sig. Heldigvis lykkedes det holdet at omsætte denne placering til en billet til Conference League-ligaspillet. Et ligaspil, som holdet resultatmæssigt hakkede sig igennem, men hvor alt desværre ikke var, som det plejede at være for os i fanklubben. Vi bestræber os altid på at give vores medlemmer mulighed for at rejse ud i Europa med F.C. København, men denne sæson gjorde forskellige omstændigheder det umuligt at få enderne til at mødes og derfor blev det et europæisk ligaspil uden arrangerede udebaneture fra FCKFC.

Vi er mindst lige så ærgerlige over det, som de medlemmer, vi måtte skuffe. Vi ved, at mange værdsætter vores pakketure, hvor man tager ud og hjem samme dag, og vi nyder også at kunne sende glade medfans på tur i Europa. Men udover tidspres og praktiske udfordringer har vi også et økonomisk ansvar. Her må vi bare erkende, at verdenssituationen påvirker, hvordan vi kan sammensætte turene, så de fortsat er økonomisk attraktive for vores medlemmer.

Vi satte dog alle sejl til for at sende et fly til udekampen mod Chelsea. Selvom vi havde vores betænkeligheder omkring prisen i forhold til, hvad man selv kunne arrangere, blev denne skepsis hurtigt fejet af banen. Turen blev udsolgt på under syv timer, og det var fantastisk at kunne give knap 200 medlemmer en god dag i London.

2024 var endnu et år med masser af fans på tribunerne – ikke kun til vores kampe, men i hele ligaen. Det er fantastisk at se kærligheden til dansk fodbold ikke blot bestå, men stadig vokse og sætte nye tilskuerrekorder. Det tilføjer en ekstra dimension til kampene, når der nærmest er udsolgt hver eneste gang vi spiller – ikke kun i Parken, men også når vi rejser rundt i landet med klubben. Det skaber en tænding og nerve, som virkelig klæder fodbolden.

Fremgangen på tilskuerfronten har dog også en slagside. 2024 vil desværre blive husket som et år, hvor balladen ved særligt derbykampene igen tog overskrifterne. Dette har naturligt ført til et øget politisk fokus, hvilket betyder, at vi som fodboldfans igen må forholde os til nye tiltag i kampen mod hooliganisme.

Vi har længe set os selv som en slags fagforening for F.C. Københavns mange fans. Derfor føler vi også en pligt til at søge indflydelse i de politiske diskussioner, der pågår, og til at deltage i de møder, vi bliver inviteret til. Det har i årets løb krævet nogle fritimer for at kunne være til stede, men vi ville ikke have været det foruden. Vi bilder os ikke ind, at vi er tungen på vægtskålen i en given politisk agenda, men vi er overbeviste om, at vi med vores store viden og erfaring kan bidrage positivt til debatten og bringe de inputs fra tribunerne, som ellers ikke ville nå ministre og myndigheder. Vi ønsker at sikre, at selvom vi alle vil volden til livs, så må det ikke ske på bekostning af de mange tusinder af fodboldfans, der hver weekend rejser landet rundt for at støtte deres klub. Det ville måske være let at svinge den store hammer, men man skal huske at værne om den positive fanfremgang, vi har set de seneste år.

Derfor hilser vi også som udgangspunkt mange af de tiltag, justitsministeriet har planer om velkomne. Men vi vil stadig insistere på, at man holder øjnene på bolden og ikke sætter basal retssikkerhed ud af spil i jagten på at fremstå stærk og handlekraftig. Kampen mod fodboldvold og ballade er en fælles indsats, men vi vil gerne slå fast, at det langt hen ad vejen er et maraton og ikke en sprint. Nogle gange skal man give eksisterende tiltag tid til at virke, før man indfører en masse nye. Ellers frygter vi, at myndigheder og klubber ender med at gøre det, de beskylder hooligans for – nemlig at lade få ødelægge det for de mange.

Det kan til tider være en udfordring at navigere i fanpolitiske spørgsmål. Derfor er det også vigtigt at nævne det stærke samarbejde, vi har haft med Brøndby Support og paraplyorganisationen ”Danske FodboldFans”. Det har været uvurderligt at kunne stå sammen som fans og vise, at vi både kan og vil samarbejde på tværs af klubskel for at komme balladen til livs og vise at faktisk tager problemet mindst ligeså seriøst som klubber og myndigheder

For at slutte på en mere munter tone kunne vi i 2024 konstatere, at lysten til at engagere sig frivilligt i landets største fanklub igen er voksende. Det er fantastisk at opleve, at så mange ønsker at støtte op om både fanklubbens arbejde og fanmiljøet i F.C. København. Vi har sagt det før, men det kan ikke siges for mange gange: De fantastiske frivillige kræfter er hjertet i vores forening. Uden dem ville vi ikke kunne realisere så mange drømme, projekter og tiltag, som vi gør.

Takket være de frivillige bliver det i 2025 muligt for os at have faste salgsboder på C14, familietribunen og øvre C, samt også at have en bod hos kvinderne på Vanløse stadion. Det giver os mulighed for at komme tættere på vores medlemmer på kampdage. Især boden på øvre C glæder vi os over, da vi længe har ønsket at give dette afsnit mere opmærksomhed. De mange medfans, der sidder der, kan til tider føle sig overset, og det vil vi gerne gøre noget ved.

Opsummeret har 2024 været et travlt, men godt år for F.C. København Fan Club, hvor vi har øget vores tilstedeværelse på kampdagene, blandt andet via boderne, men også via stemningsindslag som tifoer. Vi har udsolgte udebaneturer og har en masse spændende i gang hos både De Unge Løver og vores U18. Vi har gjort vores stemme gældende fanpolitisk, både hos myndigheder, klub og politikere og det er blandt andet meget af det vi glæder os til at arbejde videre med i 2025, så vi kan fortsætte med at kæmpe de store kampe for vores medfans, og samtidig også bidrage til den festlige stemning som kendetegner F.C. København.