Københavns Balkan-boys

Spanien har tiki-taka, England har tacklinger i knæhøjde, Norge har lange bolde op til Flo. Hvert land har sin egen fodboldstil man som udlænding skal vænne sig til, og det har vores Balkan-drenge også måtte erkende efter, at de er kommet til København.

Benjamin Verbić har været i klubben siden sommeren 2015, og han er dermed den af balkan-drengene der har været længst tid i klubben. Verbić kom til klubben fra barndomsklubben NK Celje, og han har skulle vænne sig til en anderledes tilgang til fodbold.

- Den største forskel fra min tid i Slovenien, er min defensive indsats. I Celje havde jeg meget færre defensive forpligtelser. Det krævede tilvænning i starten, men det er ikke noget jeg tænker over længere, siger Verbić.

Andrija Pavlović har været i klubben siden sommeren 2016, og ligesom Verbić har han ligeledes skulle igennem en sportslig tilvænningsperiode.

- I Serbien spillede vi nærmest kun lange bolde. Der nogle andre krav til angriberne her i klubben, der skal vi kunne mere end det. Jeg skulle vænne mig til det i starten, men det er ikke noget jeg kæmper med længere, forklarer Pavlović.

Uros Matić, der kom til klubben i januar 2017, er den ældste og den mest erfarne af de tre Balkan-drenge. Han føler ikke, at han har skulle igennem en decideret tilvæn-ningsperiode.

- Jeg har spillet i mange forskellige ligaer, og det har gjort det nemmere at vænne sig til spillet her. Men over-ordnet så er fodbold i Serbien mere teknisk præget, hvor det er mere fysisk i Danmark, siger Matić, og de to andre nikker.

At være Balkan i København

Ligesom Balkan-drengene har skulle vænne sig til stilen inden for kridtstregerne, har de også skulle få hverdagsli-vet til at fungere uden for banen.

- For mig og Benji (red. Verbić) er det vores første kon-trakt i udlandet og første gang vi bor for os selv. Det er selvfølgelig noget, man skal vænne sig til, siger Andrija Pavlović.

Københavnerlivet, uden mors mad, passer ham dog ganske fint.

- Det er fedt at bo i en hovedstad. Ligesom med træ-ningsfaciliteterne, så er levestandarden i København rigtig høj. Så det har været et nemt sted at flytte til, siger Pavlović.

Selvom drengene virker glade for København, så kan man godt savne hjemstavnen lidt alligevel.

- I Slovenien tager vi ofte ud og mødes på cafeer for kun at drikke kaffe. Her tager man oftere på restaurant og spi-ser, når man tager ud. Jeg savner flere steder, der kun er til at sidde og snakke og drikke kaffe, siger Benjamin Verbić, der ikke.

Der ikke lægger fingre i mellem, når han bliver spurgt til hvad han synes om dansk kaffe,”Danish coffee is s***”. Der skal hermed lyde en opfordring til alle fans, om at anbefale Benjamin Verbić jeres yndlingskaffesteder i byen.

Stolthed og passion

En af stereotyperne om spillere fra Balkan, er, at de er passionerede og iltre på og uden for banen.

Der kan måske være noget om sagen, når det kommer til Københavns Balkan-boys. De kunne f.eks. godt bruge noget mere gnist i omklædningsrummet.

- Hver eneste gang vi vandt en kamp med Celje, fejrede vi det, som om vi havde vundet mesterskabet. Her i klubben er det mere stille og roligt. Det kan jeg godt savne, siger Verbić.

Det er tydeligt i løbet af samtalen, at drenge-ne er stolte af hvor de kommer fra. Noget der også kommer til udtryk, da vi i sommer kunne fejre, at mesterskabet kom hjem. Der var alle tre Balkan-boys udstyret med hjemlande-nes flag.

- Flaget betyder meget for mig. Klubben er selvfølgelig vigtigst, men vi skal ikke glemme, hvor vi kommer fra, siger Uros Matić. Det er dog lidt forskelligt hvor drengene får deres flag fra.

- Jeg har mit eget flag med min landsbys segl på. Det ligger altid i omklædningsrummet, siger Uros Matić.

- Der er altid en der har et til mig, siger Pavlović. Verbić nikker genkendende. Efter billederne med flagene blev taget, donerede Brølet flagene til henholdsvis Benjamin Verbić og Andrija Pavlović. Nu har de alle tre deres eget flag.

International trup

F.C. København har gennem tiden haft spillere med alverdens nationaliteter. Helt præcist 85 udlændinge har repræsenteret klubben i de 26 sæsoner klubben har spillet i Superligaen.

Det er flest af alle i Superligaen. Størstede-len af spillerne har haft rødder i nabolandene, Sverige og Norge, men efter Ståle Solbakkens hjemkomst i 2014, har klubben i højere grad kigget mod øst, når nye spillere skulle hentes ind.

Det har resulteret i, at truppen nu tæller hele ni midt- og østeuropæiske spillere, hvis man medtæller græske Carlos Zeca og vores cypriotiske angriber Pieros Sotiriou.

De mange nationaliteter går dog ikke ud over stemningen i truppen.

- Alle er professionelle, og det betyder ikke noget, at folk kommer fra forskellige steder, lyder det fra Uros Matić.

Spillerne erkender dog at der bliver brugt mere tid sammen med dem der taler samme sprog.

- Det er klart, at f.eks. Pieros og Zeca og Gregus, Vavro og Lüftner hænger mere ud. Det gør vi tre også. Det er helt naturligt, når vi taler samme sprog, og det er ikke noget problem for holdånden. Når vi er til træning og til kamp, så er vi én samlet trup, siger Benjamin Verbić.

Ondt Balkan-blod?

Balkan-regionen var i 1990’erne ramt af en voldsom borgerkrig mellem regionens folkeslag. I sportens verden har man set flere eksempler på konflikter mellem spillere fra forskellige Balkan-lande. Et af de værste eksempler kommer fra basketballver-denen. Hvor de to NBA-stjerner, Vlade Divac (serber) og Drazen Petrovic (kroat) gik fra at være bedste venner, til slet ikke at tale sammen pga. politiske uenigheder.

Med tilgangen af halvkroatiske Martin Pušić kunne man som fan frygte, at noget lignende ville ske i vores trup.

- Det er noget der hurtigt bliver gjort til en større ting, end det er. Der er masser eksempler på spillere fra Serbien og Kroatien, der har det fint sammen. F.eks. i Liverpool med Dejan Lovren(kroat) og Marko Grujić(serber). De er rigtig gode venner, siger Matić.

Der i samme ombæring begraver, at der skulle være nogle stridigheder mellem de tre Balkan-drengene og Martin Pušić.

- Vi har ikke talt om det, der er ikke noget problem. 

Selvom der tilsyneladende ikke er noget clinch mellem Pušić og de andre drenge, anerkender Pavlović alligevel, at det der skete under krigen, har indflydelse på den måde, han lever på.

- Jeg vil ikke tage til Kroatien, men det er ikke fordi jeg har noget i mod folk fra Kroatien, siger Pavlović.Inden interviewet afsluttes, når Verbić at komme med en sammenligning.

- Det er jo ikke sådan at danskerne og svenskerne går rundt og er uvenner pga. deres krige.