Helsingør AWAY II

Anmeldelse af Helsingør AWAY - med Seb fra C13

Togturen

Togturen derud gik forrygende. Jeg var især stærkt begejstret for, at der ikke blev tjekket rejsekort, da jeg ubevidst havde glemt at checke ind. Det skal jeg virkelig huske til næste gang. Desværre var der en brat opbremsning i Snekkersten, hvilket medførte at formanden for vores fangruppering ”...K selvfølgelig” fik væltet en øl udover sig. 
6/6 stjerner
 

Helsingør som by

Danmarks port til resten af Skandinavien skuffer aldrig. I mine unge dage, altså tiden før de 24 år som jeg er i dag, frekventerede jeg i ny og næ i Helsingørs natteliv. 

Jeg skal lige love for at Helsingør er ligeså smuk i dagslys, som mine få nattelige erobringer var i mørke. Axeltorv og Kronborg slår til hver en tid Kultorvet og Amalienborg. 

6/6 stjerner
 

Helsingør stadion

Det er første gang jeg besøger denne bane, siden jeg som lille purk så landsholdet træne heroppe. Fantastisk placering med havudsigt på den ene side og hvad jeg vil gætte på er bøgetræer på den anden. 

Et meget ukvalificeret gæt, da jeg omtrent ved ligeså meget om træer, som jeg ved om stammekrige i Papua Ny Guinea. For lige at specificere, så ved jeg ingenting om stammekrige i Papua Ny Guinea. 

Desværre var der i den mobile ståtribune en masse små huller, der mest af alt mindede om den grove side på et rivejern. Så det var tæt på umuligt at hvile stængerne i pausen.

6/6 stjerner 
 

Kampen

Vi vandt.

6/6 stjerner 

Ernæring

Distributionen af øl på Helsingør Stadion bliver varetaget af Wiibroe. Jeg fik kun smagt en Wiibroe Classic, men den skuffede ikke. Jeg nåede at få fat i en pølse, inden madboderne lukkede ned efter 60 minutter. Jeg var i grunden bare imponeret over at madboderne var åbne og pølserne i første omgang var blevet opbevaret korrekt. Det er nye imponerende takter fra Helsingørs side. Cadeau! Og nå ja! vi nåede også at få fat i en pose Kims chips med havsaltsmag, som formanden gav. Det var i grunden en udemærket pose chips.
6/6 stjerner

Cheerleaders

Meget imponerende opvisning, som jeg dog vil pointere var mere en gymnastikopvisning, end den cheerleading vi kender fra Parken med Copenhagen White Cats, som efterhånden er mere røv end dans. Og heldigvis for det, for stadionspeakeren fik præsenteret dem med ordene ”Det er altså unge piger under 18 år”. Jeg vil dog hurtigt understrege at jeg intet har imod Copenhagen White Cats. Tværtimod.
6/6 stjerner 

Læs den anden anmeldelse af Helsingør AWAY her