En beklagelig udvikling

En beklagelig udvikling

 

Endnu et derby i København uden Brøndby tilhængere? Det kan være realiteten, når Brøndby i den nye Superliga-sæson besøger PARKEN. FCKFC finder udviklingen beklagelig.

 

Scenariet kan meget vel blive det samme som ved seneste derby. En halv sløj stemning,  halv tomme tribuner, og stort ingen blå/gule trøjer på PARKENS udebaneafsnit. Det må være en del af konklusion efter offentliggørelsen af, hvordan forholdene bliver for
Brøndbys fans, de næste to gange de skal gæste PARKEN. Et tiltag, der meget vel kan ramme FCKs fans i foråret.

Kun for børnefamilier
Klubberne har i fællesskab valgt at lave et familie-afsnit for voksne i følgeskab af børn under 12 år, frem for et dedikeret fanafsnit. En sådan ordning vil med stor sandsynlighed udelukke en stor del af Brøndbys fanskare. 'Godt’ vil nogle mene, men i vores øjne vil det betyde mindre stemning og en dårligere oplevelse, og ikke mindst udgøre en potentiel risiko for ballade ved, at nogle af Brøndbys fans vil søge mod neutrale tribuner for
at komme ind til kampen.

Dialogens vej
Efter forårets meget lidt flatterende opførsel af københavnske fans i Aalborg, har fans, fankultur og klubben, været under heftig bevågenhed fra medier og politikere. Som fanklub er vi godt klar over, at vi skal kigge på os fans først, når det kommer til at komme vold og hærværk til livs. Derfor havde vi også håbet på, at den efterfølgende dialog vi har haft med klubberne (både FCK og Brøndby), diverse fangrupperinger, Justitsministeren og politiet
ville bære frugt i efteråret, så vi ikke skulle opleve tvungne bustransporter eller lukkede udebaneafsnit.

Rammer de forkerte
Det er vores klare opfattelse, at den nuværende løsning ikke er holdbar for nogen parter, hverken fans eller klubber, da man kan stå med en beskadiget fankultur og en dårligere fodboldoplevelse, mens dem man gerne vil ramme, går fri. Vi håber, at alle parter, og ikke mindst politiet, vil genoptage den positive dialog og sammen med os fans, søge mod mere bæredygtige løsninger. Som fan-repræsentanter vil FCKFC aktivt arbejde for og støtte op
om tiltag, der fremmer en langsigtet og holdbar løsning, og som ikke er til gene for FCKFCs medlemmer eller FCK fans generelt. Ikke mindst fordi FCK fans i maj kan stå med samme problem, når de skal en tur ud til Brøndby Stadion.

Bestyrelsen, FCKFC