Fra bestyrelsen8. juli 2020Fodbold med tilskuere er vores fælles ansvar!I går fik rigtig mange af os den glædelige nyhed, vi har ventet utålmodigt på siden marts – vi skal endelig til fodbold igen!Intet bliver som sidst vi var i Parken. Hele verden har ændret sig i de måneder fodbolden har været lukket for tilskuere, og vi skal omstille os til at være fodboldfans på en meget anderledes måde, og lige nu hviler alle øjne på os.Fodboldkampe og smittespredning blandt tilskuere og spillere var blandt andet medvirkende til, at corona gjorde sit indtog i Europa og derfor er enormt mange mennesker stadig bekymrede for tilskuere til fodboldkampe. Ikke mindst politikerne, der skal tage beslutningerne og afgøre, hvornår man åbner samfundet for meget eller for lidt. Det er en uhyggelig svær balancegang og absolut ingen kan forudse, hvordan åbningen kommer til at gå.Derfor er fodboldklubberne også blevet pålagt sidelange protokoller med retningslinjer, der skal overholdes for, at fodboldkampe med tilskuere kan afvikles på en så forsvarlig måde, at vi ikke risikerer, at stadion bliver stedet, hvor man hiver corona med hjem. Derfor har fodboldklubberne arbejdet i døgndrift og brugt store summer af penge på at efterleve alle krav, netop fordi fodbold bare ikke er det samme uden os fans på lægterne.Vi fans er faktisk den vigtigste del af ligningen, hvis det hele skal lykkes og gå op. Selvom vi er lige så ansvarlige og gode til at passe på hinanden ude i samfundet, som alle andre er, så bliver vi som fodboldfans sat ekstra under lup i disse dage. Alle holder vejret og krydser fingre for at afviklingen af fodboldkampe med tilskuere bliver en succeshistorie, så der ikke bliver nogen tvivl om, hvorvidt den kommende sæson også kan spilles med tilskuere på tribunerne.Politikerne og F.C. København viser os stor tillid ved at åbne for os fans, lad os sammen vise, at vi sagtens kan gå ansvarligt til fodbold, følge retningslinjerne og passe på hinanden i det fantastiske fællesskab vi fans er en del af.