Kasper fra Kvart i Bold

Kasper Larsen på Stamford Bridge til UEFA Conference League kampen mod Chelsea FC. Efter den kamp kom der ingen svinere i indbakken. 

Kvart i Bold svinet til efter Viborg-kampen

Fanmediet Kvart i Bold blev bombarderet med voldsomme beskeder efter nederlaget mod Viborg

- I søndags var jeg ked af det, nu mangler jeg bare ord.

Ordene er fanmediet Kvart i Bolds Kasper Larsens, og er faktisk møntet på to ting:

Dels blamagen på grønsværen i Viborg, hvor en jammerlig anden halvleg kostede alle tre point, men desværre også på de beskeder der kort efter slutfløjt begyndte at lande i indbakken hos Kvart i Bold-stifteren.

Komplet uduelige idioter 

Det blev til i alt 56 rasende beskeder fra utilfredse FCK-fans, der f.eks. mente at Kvart i Bold var idioter fordi de ikke for længst havde forlangt fyringer eller var uduelige fordi man ikke havde fået påvirket Sune Smith-Nielsen til at købe en ny angriber - osv. osv.

Den omgang fik allerede søndag aften Kasper Larsen til bl.a. at skrive følgende på fanmediets Facebook-side:

- Ligesom tonen herinde skal være ordentlig, er 56 rasende beskeder i min indbakke simpelthen ikke i orden. Medmindre Nees sætter mig på banen, kan jeg ikke tage ansvaret.

Her et par dage efter sidder Kasper Larsen stadig og ryster lidt på hovedet over den opførsel han har været vidne til, og ikke mindst "logikken" bag.

- Alle må jo gerne være uenige og synes vi griber tingene forkert an eller analyserer forkert, men vi har altså ikke noget at gøre med hvordan spillerne præsterer eller trænerens taktiske dispositioner, siger han til fckfc.dk.

Psykologien bag hvorfor man sender svinere til et fanmedie for noget fodboldholdet har gjort (eller ikke gjort) kan være svær at forstå, men Kasper Larsen har et bud:

- Måske finder folk i deres raseri en eller anden kobling mellem os og dem det hele handler om, og så bliver det så den vej folk kommer ud med deres frustrationer, spekulerer han. 

Dobbelt op på frustrationer

Kasper Larsen er selv fuldblods FCK'er, der var med fra start, og i øvrigt meldte sig ind i fanklubben i 1998. Så en skraldespand i indbakken efter et nederlag fungerer som et ekstra hak i tuden.

- Jeg har lige så meget kærlighed til FCK som dem der ikke har et medie. Jeg er nede efter et nederlag som så mange andre, og så er det sgu ikke fedt også at skulle lægge ryg til andres frustrationer.

At der nok er tale om et indebrændt mindretal, der skal lære at trække vejret et par gange før de går på sociale medier, var heldigvis ganske tydeligt i kommentarsporet på Kvart i Bold's opslag, hvor man blandt andet kunne læse reaktioner som nedenstående fra brugerne:

- Vi er alle i samme båd i dette tilfælde! Vi er presset og max frustreret over vores hold, men det skal da aldrig nogensinde gå ud over dig personligt!

- Der er en del, der ikke er voksne nok til at hverken se eller læse om fodbold, når de ikke kan styre deres følelser.

- Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig at det var et eksisterende fænomen. At der så er 56 personer der har valgt den strategi er jo helt vanvittigt og godt at du siger fra over for den latterlige adfærd.

Hvis du vil følge Kvart i Bold's dækning af F.C. København kan du blandt andet gøre det herfra.