Lyserøde løver under hammeren

Lyserøde løver under hammeren

Få din yndlingsspillers trøje i lyserød og støt brystkræftsagen.

 
29. oktober spiller F.C. København for første og sidste gang nogensinde i
lyserøde trøjer. Formålet er at støtte Breast Friends kampagnen for
brystkræftramte kvinder.

Efter kampen sættes de eftertragtede trøjer på auktion. Alle indtægter fra salget tilfalder ubeskåret Kræftens Bekæmpelse.
 
Interessen for at se F.C. København spille i lyserødt mod Vejle Boldklub den 29. oktober i PARKEN har været overvældende.

Efter kampen kan fans og andre interesserede sikre sig en af de lyserøde trøjer - som alle er
signerede af F.C. Københavns spillertrup - ved at byde på www.bruun-rasmussen.dk 

Da det både er første og sidste gang, at F.C. København spiller i lyserødt, vil der uden tvivl være rift om de historiske unikatrøjer. Det vil aldrig være muligt at anskaffe sin yndlingsspillers trøje i lyserød igen. Indtægten fra salget vil ubeskåret gå til Kræftens Bekæmpelse.
 
Det er Bruun Rasmussen Kunstauktioner, som sætter de lyserøde trøjer under hammeren. Auktionen på trøjerne starter umiddelbart efter kampen den 29. oktober og fortsætter frem til torsdag den 2. november kl. 12.

En af trøjerne vil dog allerede kunne erhverves i pausen af fodboldkampen gennem en SMS konkurrence, så det kan med fordel betale sig at dukke op i PARKEN søndag d. 29. oktober kl.18.