Tifo- og stemningsboykot første 30 minutter til Derby

Tifo- og stemningsboykot første 30 minutter til Derby

Den 23. februar offentliggjorde Divisionsforeningen en række initiativer, herunder et forbud, der betyder, at begge derby-kampe i slutsplittet, på opfordring af politiet, skal spilles uden udebanetilskuere.

Den 23. februar offentliggjorde Divisionsforeningen en række initiativer, herunder et forbud, der betyder, at begge derby-kampe i slutsplittet, på opfordring af politiet, skal spilles uden udebanetilskuere.

Som vi allerede meldte klart ud efter offentliggørelsen, er vi fortsat imod kollektive sanktioner, og det nye forbud er ingen undtagelse. Derfor kommer vi nu med en opfordring om fælles stemningsboykot i hele Parken under opvarmningen og af de første 30 minutter af kampen i det kommende derby, for at udtrykke vores modstand mod kollektive sanktioner samt vise hvilke konsekvenser et sådanne forbud kan have for fremtidige derby-kampe.

Der vil i perioden ikke være nogen organiseret visuel eller vokal stemning fra tribunerne, og vi håber, at alle medfans vil støtte op om dette tiltag indtil kampens 30. minut.
 
Vi har som fans været udsat for en lang række kollektive sanktioner, heriblandt tvungne bustransporter, politidikterede tifo-forbud, og nu et totalt forbud mod udebanefans.

Disse sanktioner har det til fælles, at de alle er påført uden forudgående dialog med de relevante fangrupper og klubber, og ikke har haft den ønskede effekt. I stedet rammer og skader man den positive fankultur, som er i rivende udvikling, og som er den primære årsag til nye tilskuerrekorder landet over samt er med til at gøre derby-kampene til kampe, der er kendt verden over for deres visuelle og vokale rammer.

Den blotte tilstedeværelse af udebanefans på stadion til disse derby-kampe er ikke årsagen til de sikkerhedsmæssige udfordringer som vi har været vidne til i forbindelse med de seneste derby-kampe. Et kollektivt forbud mod udebanefans er derfor heller ikke løsningen på disse problemer, og vi tror fortsat at vejen frem er bedre dialog mellem politi, klubber og fans, og ikke forbud.
 
Vores vigtigste opgave som fans af F.C. København er at støtte klubben bedst muligt. Dette involverer både visuel og vokal opbakning fra tribunerne - ude som hjemme. Samtidigt er vi som fanmiljø også nødt til at kæmpe for vores muligheder til at yde denne støtte, når vi ser disse komme under pres. For os er der intet derby uden fans, og dette gælder både hjemmebanefans og udebanefans.

Rivaliseringen på tribunen er en afgørende del af det, der gør et derby til et derby. Kollektive sanktioner er ødelæggende for dansk fodbold, og et delvist stemningsboykot er det mindst vidtgående redskab, vi som fans kan gøre brug af for at blive hørt og for at vise, hvilke konsekvenser et sådanne forbud vil have på sigt.
 
Vi håber derfor, på trods af kampens vigtighed, at alle medfans vil støtte op om dette budskab og være med til at sprede ordet. Det er afgørende, at vi står sammen i denne kamp mod kollektive fanforbud, der rammer os alle og vores mulighed for at støtte F.C. København. Kun på den måde vil vi undgå, at der bliver tale om et permanent forbud, på samme måde som vi i fællesskab fik afskaffet kravet om bustransport.

Både spillerne og ledelsen i F.C. København er blevet informeret om ovenstående budskab og intention, og er glade for den forståelse vi har mødt. Vi ser frem til at støtte holdet ekstra meget i de sidste 60 minutter på mandag, og forhåbentligt også på udebane til derby-kampe i fremtiden. Mere information vedrørende kampdagen mv. følger.
  
UDEN FANS – INTET DERBY!
 
/ F.C. København Fanclub, Sektion 12 Foreningen, Tifogruppen & Urban Crew